Bog: Arkitektur der forandrer

2008

Bogen "Arkitektur der forandrer" blev til som resultat af et større projekt, der løb i Arkitektforeningen 2007-2008 under projektleder Annette Holek. Jeg redigerede bogen og var medforfatter på en række af kapitlerne.

Bogen handler om det fysiske miljøs betydning for menneskelige og sociale udfordringer i udsatte boligområder. Bogen har to dele: Den ene analyserer danske, udsatte boligområder og finder frem til ni fælles kendetegn, som de har til fælles, herunder: stor skala, monofunktionalitet og monotypologi.

Anden halvdel af bogen er eksempler fra udlandet på, hvordan arkitektur og byplanlægning bruges til at omdanne tidligere udsatte områder til socialt balancerede. Undervejs i projektet rejste vi til USA, England, Holland, Frankrig og Spanien for at hente inspirerende eksempler og fandt frem til, at man i de lande netop gik til de udsatte boligområder med fysiske indgreb (nedrivning, fortætning, tilførelse af infrastruktur, tilførelse af funktioner, etc).

Bogen skabte en del debat, og blev blandt andet brugt som forlæg for den store plan for omdannelsen af Gellerup og Toveshøj i 2010, og for omdannelsesplanen for Kildeparken i Aalborg Øst i 2011. Senere også for omdannelsesplanen for Mjølnerparken i København (2015).

Efter bogen har jeg holdt mange foredrag om, hvad vi fandt frem til, og fik mange gange spørgsmålet: Ved vi, om det virker, hvad de gør i udlandet? Det førte til, at Annette Holek og jeg i 2013 igangsatte et evidensprojekt, som blev lanceret i 2014. I projektet fandt vi klar evidens for, at nogle typer af fysiske indsatser havde afgørende betydning, nemlig de bystrukturelle forandringer.

Projektet har den enkle titel "Evidens for sociale effekter af fysiske indsatser i udsatte områder" og kan downloades fra Københavns Kommunes hjemmeside: http://kk.sites.itera.dk/apps/kk_pub2/pdf/1237_eEzOPo0NjX.pdf