Ny vision for Ringparken i Slagelse

2016
Klient
Boligorganisationen FOB

Da Ringparken i Slagelse blev opført, var det et moderne boligområde. I dag lider det under at blive opfattet som mindre attraktivt. Boligorganisationen FOB forbereder en helhedsplan for at gøre bebyggelsen tidssvarende. For at skabe begejstring og entusiasme hos beboerne og i kommunen, har jeg udviklet en ny vision for Ringparken i samarbejde med Kant Arkitekter. Visionen giver bebyggelsen nyt navn, Ringby, og en helt ny bystruktur.

 

Ringparken 2016
Vision Ny Ringby 2026

Visionen viser, hvordan bebyggelsen kan omformes, så den passer til nutidens og fremtidens forventninger om bolig og lokalområde. Visionen bygger på både analyse af stedet, på kendskab til flyttemønstre i Slagelse og på kendskab til specifikke målgruppers ønsker og behov. 

Hovedgrebet er at ændre bystrukturen, så Ringparken bliver en naturlig og integreret del af det nordlige Slagelse, i stedet for en ø for sig. Og samtidig skabe tre kvarterer med hver sin identitet og hver sit byliv.

 

Ny Ringbys tre nye kvarterer

De tre nye kvarterer varierer i bebyggelsestæthed og i bylivstilbud. Det urbane kvarter Mini-Manhattan er tættest bebygget og har flest udadvendte funktioner. Det familie- og hundevenlige Ring-rider-byen har daginstitution, ungdomsklub, hundelegeplads og boldbaner, mens det seniorvenlige Radiserækkerne har den laveste bebyggelsesprocent, små kringlede gader med mange bænke og grønt.

Visionen foreslår at genbruge de eksisterende blokke men ændre på deres strukturer, skære etager af, fortætte omkring, skære opgange ud, og andre ting, altsammen for at skabe variation, menneskelig skala og klart zonerede uderum, som er attraktive og lette at opnå ejerskab til.